RISMA, ComplyCloud og Wired Relations er blevet opkøbt af kapitalfonden Triple Private Equity og er nu på vej ind i en ny fælles fremtid. De tre selskaber skal forenes i én samlet virksomhed med ambitioner om at blive Nordens førende GRC-platform.
For RISMAs CEO og Founder, Lars Nybro Munksgaard, markerer opkøbet et naturligt næste skridt i en rejse, der begyndte på hjemmekontoret på Frederiksberg for 11 år siden. Med opkøbet starter et nyt kapitel for virksomheden, hvor partnerskabet med Triple Private Equity åbner op for nye muligheder.
"Vi kommer til at opleve noget sammen, som ingen af os ville kunne opleve alene. Med Triple Private Equity får vi nogle kompetencer ind, som er vant til at lave en international ekspansion. Vi har selvfølgelig gjort vores erfaringer fra Norge og Sverige, men med Triple Private Equitys ekspertise kan vi løfte det til næste niveau” fortæller Lars Nybro Munksgaard.
En fælles GRC-platform
Det nye kapitel begyndte for alvor, da Triple Private Equity viste interesse for RISMA. En henvendelse, der skilte sig ud ved at være mere end blot overfladisk. Her var der i stedet lavet et grundigt forarbejde, og visionen var at skabe Nordens førende GRC-platform. En vision, som Munksgaard selv havde, da han grundlagde virksomheden i 2014.
”Jeg glæder mig til opgaven med at forene tre stærke aktører til Nordens førende GRC-platform. Det er jo en oplevelse, som man som CEO drømmer om” siger Munksgaard.
I forbindelse med opkøbet bliver dørene til nye markeder og kunder åbnet. Der er blevet skabt et solidt grundlag for at styrke positionen i det nordiske marked. Det er et skridt, der ikke blot handler om vækst, men om at samle kompetencer og produkter i én samlet løsning.
”Sammen med Triple Private Equity står vi endnu stærkere, og vi er klar til at kunne tilbyde endnu bedre platform til vores kunder” udtaler Munksgaard.