Security by Design integrerer sikkerhed i hele organisationen – i alt fra it-infrastruktur til beslutningsprocesser. Læs med og bliv klogere.
Hvad er Security by Design?

Hvad er Security by Design?

Time Reading
4 minutters læsning
GRC

Security by Design (SbD) handler om at tænke sikkerhed ind fra begyndelsen. Ikke som et ekstra lag, der tilføjes bagefter, men som en integreret del af arkitektur, design, arbejdsgange og beslutningsprocesser. Det gælder alt fra systemudvikling og datainfrastruktur til onboardingforløb, styring af adgangsrettigheder og risikovurderinger.

Når sikkerhed bliver en del af fundamentet, styrker det hele organisationens modstandsdygtighed. Du reducerer risikoen for sårbarheder, letter dokumentationskravene og står bedre rustet til at imødekomme både cybertrusler og regulatoriske krav som NIS2, ISO 27001 og GDPR.

Hvorfor er Security by Design vigtigt?

Hvis sikkerhed ikke er indtænkt fra start, ender det ofte som en lappeløsning, og det gør systemer, forretningsgange og processer sårbare. Det er både vanskeligere og dyrere at rette op på manglende sikkerhedsforanstaltninger efterfølgende, end det er at integrere dem som en naturlig del af udviklings- og implementeringsarbejdet.

Security by Design gør det muligt at forudse og imødegå trusler, før de bliver til reelle risici. Det styrker driftssikkerheden og organisationens evne til at dokumentere, at man har styr på sine sikkerhedsforanstaltninger. Samtidig bliver samarbejdet med revisorer og myndigheder mere smidigt, når sikkerhed er systematisk dokumenteret og fulgt til dørs – ikke kun i it, men på tværs af forretningsområder.

Hvad indebærer Security by Design?

Security by Design indebærer en række principper og tiltag, der tilsammen gør sikkerhed til en naturlig og uundgåelig del af både tekniske løsninger og organisatoriske processer:

1) Risikovurdering fra start

Allerede i planlægningsfasen – uanset om det handler om nye systemer, digitale arbejdsgange eller organisatoriske ændringer – kortlægges potentielle trusler og sårbarheder, så de kan adresseres tidligt og effektivt.

2) Indbygget sikkerhed

Sikkerhedsforanstaltninger som adgangskontrol, kryptering og datavalidering integreres direkte i løsningen. Det gælder både i softwarearkitekturen og i udviklingen af interne forretningsgange og procedurer, hvor sikkerhed tænkes ind fra start – fx ved at indføre en proces for adgangsoprettelse, hvor der fra start er indbygget principper for minimering af rettigheder og sporbarhed.

3) Minimering af angrebsflader

Adgang og funktionalitet begrænses til det nødvendige. Det gælder ikke kun tekniske komponenter, men også hvordan roller, ansvarsområder og arbejdsprocesser designes med henblik på at reducere risikoen for fejl og misbrug.

4) Kontinuerlig test og overvågning

Sikkerhed er en løbende indsats. Uanset om det handler om systemopdateringer eller justeringer i interne processer, skal foranstaltninger testes og overvåges, så de tilpasses nye trusler og ændringer i organisationen.

Samspillet mellem Security by Design og Privacy by Design

Mens Privacy by Design fokuserer på at beskytte individets rettigheder og personoplysninger, har Security by Design fokus på at sikre selve systemerne, infrastrukturen og dataene mod uautoriseret adgang, tab og manipulation.

De to tilgange er tæt forbundne og bør tænkes sammen – for du kan ikke sikre privatliv uden også at sikre de systemer og platforme, hvor data opbevares og behandles.

Sådan kommer du i gang med Security by Design

Security by Design er ikke et værktøj eller en enkelt metode, men en grundlæggende tilgang til, hvordan sikkerhed indtænkes fra start i hele organisationens arbejde. Det handler om at integrere sikkerhed som et fast princip i udvikling, drift og beslutningsprocesser – både i tekniske løsninger og i forretningsgange, arbejdsgange og organisatoriske strukturer.

Her er fire konkrete tiltag, der kan hjælpe jer i gang:

  • Involver sikkerhed tidligt og lad sikkerhedsteamet være med fra idé til implementering, ikke kun til sidst i testfasen.
  • Foretag risikovurderinger fra start og opdater dem løbende, så de afspejler virkeligheden og nye trusler.
  • Gør sikkerhed til standard ved at indføre faste principper og processer, som en naturlig del af udviklingsarbejdet.
  • Integrer sikkerhed i workflows fx gennem DevSecOps, hvor sikkerhed bliver en del af det daglige arbejde.

Med den rette tilgang kan I opbygge en robust sikkerhedskultur, der ikke kun beskytter systemer og data, men hele organisationens evne til at agere trygt og ansvarligt i en digital virkelighed.

Logo