Et kritisk it-nedbrud påvirker sjældent kun data og systemer. Det rammer forsyningskæder, kundeløfter og ledelsens evne til at stå på mål for virksomhedens robusthed. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at fokusere ensidigt på at forhindre angreb – organisationer må i lige så høj grad forberede sig på at kunne modstå og komme hurtigt tilbage efter en kompromittering af sikkerheden.
Cyberresiliens er organisationens evne til at modstå, absorbere og hurtigt komme sig efter en sikkerhedshændelse, hvad enten der er tale om angreb, nedbrud eller menneskelige fejl. Hvor cybersikkerhed tidligere fokuserede på at forhindre trusler, handler det i dag lige så meget om at sikre drift og forretningskontinuitet, når truslerne alligevel får fodfæste. Det er en disciplin, der rækker ud over teknologi og involverer hele organisationens struktur, processer og kultur.
Fra cybersikkerhed til cyberresiliens
Cyberresiliens handler ikke om at erstatte cybersikkerhed, men om at bygge videre på den. Hvor cybersikkerhed traditionelt fokuserer på at beskytte systemer mod trusler, udvider cyberresiliens fokus til også at håndtere de angreb, der ikke kan forhindres – og sikre, at organisationen kan begrænse konsekvenserne og komme hurtigt tilbage til normal drift. Det stiller krav om både tekniske foranstaltninger og organisatorisk robusthed på tværs af forretningskritiske funktioner.
Det betyder, at cybersikkerhedsarbejdet skal række ud over det rent forebyggende. En stærk sikkerhedsarkitektur med segmenterede netværk, løbende trusselsvurderinger og awareness-træning er fortsat afgørende – men det samme gælder evnen til at reagere hurtigt, koordinere effektivt og lære af hændelser. Her bliver incident management en nøglefunktion: det systematiske arbejde med at identificere, håndtere og følge op på sikkerhedshændelser. Derfor er både beredskab og genopretning centrale elementer i en robust og helhedsorienteret cybersikkerhedsstrategi.
I praksis handler cyberresiliens om at bygge bro mellem it-sikkerhed og forretning. Når organisationen investerer i robuste recovery-løsninger, tydelige roller, beredskabsplaner og træning i tværorganisatorisk respons, bliver cyberresiliens en integreret del af evnen til at håndtere afbrydelser og sikre kontinuitet.
LÆS OGSÅ: NIS2 og energisektoren: Skærpede krav til beredskab og cybersikkerhed
Ledelsesforankring er nøglen til cyberresiliens
Risikoen for forstyrrelser – og evnen til at absorbere og respondere – påvirker hele organisationen fra driftsstabilitet til omdømme og kundetillid. Derfor bør ansvar og beslutningskraft være forankret i topledelsen. Ledelsens engagement er samtidig en forudsætning for, at investeringer i modstandsdygtighed prioriteres rigtigt, og at tværgående processer og risikovurderinger bliver en del af det strategiske beslutningsgrundlag.
Cyberresiliens bør derfor indgå som en integreret del af organisationens GRC-arbejde.
Governance sikrer, at roller og ansvar er tydeligt placeret, og at strategien for cyberresiliens er forankret i ledelsens beslutningsprocesser. Det omfatter også de politikker og processer, der sætter rammen for, hvordan organisationen arbejder med forebyggelse, beredskab og læring – på tværs af afdelinger og ledelseslag.
Risk management giver overblik over, hvordan digitale trusler kan påvirke både tekniske aktiver og forretningskritiske funktioner – og danner grundlag for at vurdere og iværksætte relevante, mitigerende handlinger.
Compliance understøtter, at indsatsen er dokumenteret og i overensstemmelse med krav som NIS2 og DORA – og kan samtidig bruges aktivt i dialogen med revisorer, bestyrelse og myndigheder.
En moden GRC-tilgang gør det muligt at løfte cyberresiliens fra teknisk forsvar til strategisk forretningskapacitet, hvor det ikke kun handler om at kunne afværge, men om at kunne stå oprejst, når ulykken sker.
Reguleringer stiller skærpede krav
Med NIS2-direktivet og DORA-forordningen skærpes kravene til organisationers evne til at modstå, håndtere og genoprette efter sikkerhedshændelser. Det gælder ikke kun det tekniske beredskab, men også ledelsens involvering, dokumentationspligt og håndtering af risici i værdikæden – herunder it-leverandører og samarbejdspartnere.
Begge reguleringer stiller krav til systematisk risikostyring, governance og løbende vurdering af trusselsbilledet. NIS2 udvider ansvaret for cybersikkerhed og resiliens i samfundskritiske og vigtige sektorer, mens DORA fokuserer på finansielle aktørers modstandsdygtighed – og stiller særlige krav til test, rapportering og leverandørstyring.
Det overordnede signal fra lovgiverne er klart: Cyberresiliens skal være en integreret, dokumenteret og målbar del af den daglige drift.
Cybersikkerhed i virksomheder kræver forretningsforståelse
Cybersikkerhed i virksomheder handler i stigende grad om mere end bare teknologi. Det kræver forståelse for forretningen som helhed og for de afhængigheder, der binder systemer, mennesker og processer sammen. Når en sikkerhedshændelse rammer, er det sjældent kun en it-udfordring. Det påvirker leverancer, relationer og beslutningskraft, og det kræver handling fra langt flere end it og CISO.
Derfor bør cybersikkerhed og -resiliens tænkes ind som en strategisk disciplin, hvor HR, compliance, kommunikation, drift og leverandørstyring spiller hver deres rolle i at opretholde modstandsdygtighed. Det handler om at skabe klarhed i ansvar, styrke beredskabet på tværs og sikre, at beslutninger træffes på et fælles, risikobaseret grundlag.
Fremtidens cybersikre virksomheder er dem, der forstår, at modstandsdygtighed ikke opbygges i siloer, men i samspil.
LÆS OGSÅ: Optimer cybersikkerheden med GRC
